Tøj, sko og accessories er allesammen genstande, der er med til at definere os som individer. Det har dog også en ubehagelig bagside; modeindustrien er en belastning for kloden. Se her, hvordan du skåner miljøet, når du skal opdatere garderoben.
Der er masser af initiativer, du kan følge, når du køber nyt tøj til klædeskabet. Når du støtter bæredygtig mode, er du med til at gøre en forskel, fordi du støtter de bæredygtige initiativer – men også fordi du skaber en øget efterspørgsel. Når du køber bæredygtig mode, er du altså med til at definere, hvordan morgendagens modetendenser bliver.
Når du køber tøj, sko og tilbehør, er der mange faktorer, du kan være opmærksom på. Allesammen har en indflydelse på, hvordan moden arter sig fremadrettet. Herunder får du et indblik i, hvad bæredygtig mode er, og hvordan du lærer at spotte den, så du kan shoppe løs med god samvittighed.
Hvad er bæredygtig mode?
Bæredygtighed handler i bund og grund om, hvordan ressourcerne til produktionen forbruges. Når det gælder modeindustrien, handler det om alt fra, hvordan råmaterialer dyrkes, forbruges og genanvendes. Bæredygtighed er således en minimal belastning for klimaet.
Det er dog ikke det eneste – normalt dækker bæredygtighed over det sociale og etiske ansvar, der følger produkterne. Modeindustrien må eksempelvis ikke skabe ulighed, hverken økonomisk eller socialt.
Når du handler bæredygtigt, er det altså vigtigt, at der er en balance i forhold til sociale forhold og ressourceforbrug. Kloden skal kunne gendanne de ressourcer, der bliver brugt, og på nuværende tidspunkt er der ikke balance i regnskabet, omend flere og flere brands og butikker satser på bæredygtigt modetøj.
Undgå skadelige kemikalier
Hvis du vil undgå at støtte en industri, der anvender skadelig og unødig kemi, kan du med fordel købe tøj, der er produceret i Europa. Her er regler for brugen af kemi i modetøj. I Danmark har vi endnu strengere regler for brugen af kemikalier, så det bedste, du kan gøre, er at købe modetøj, der er fremstillet i Danmark, selvom det på nuværende tidspunkt kan være vanskeligt at finde.
Kemikalier kan være skadelige på forskellige måder. De kan være skadelige for din sundhed og de personer, der arbejder i produktionen af tøjet. De kan også være skadelige for miljøet. I Danmark og resten af EU bliver anvendelsen af skadelige kemikalier reguleret via lovgivningen, hvilket ikke på samme måde er tilfældet i eksempelvis Asien.
Gå efter miljøcertifikaterne
Det kan være vanskeligt at gennemskue, hvornår et stykke tøj er miljøvenligt eller skadeligt for miljøet. Der er dog heldigvis en række certifikater, du med fordel kan kigge efter. De garanterer, at der er en vis standard inden for bæredygtighed som følges.
Vil du gerne være sikker på, at det, du køber, rent faktisk er miljøvenlig, bør du gå efter de miljøvenlige certifikater, der findes på produkterne. Svanemærket, EU-blomsten, OEKO-Tex og GOTS er alle sammen eksempler på certificeringer, der signalerer, at et mærke er miljøvenligt og/eller bæredygtigt.